Jeg hørte forleden et godt foredrag om livsglæde.
Pludselig vendte foredragsholderen sig mod en af tilhørerne og sagde: ”Hvad er det værste, der kunne ske for dig?” Han tænkte sig om et øjeblik og svarede så: ”Det ville være, hvis jeg fik at vide, at jeg ikke havde ret lang tid tilbage at leve i.” Taleren så på ham og sagde: ”Jeg ved noget, der i den situation ville være endnu værre: I samme øjeblik at opdage, at du i grunden aldrig har levet!”

I dag er der mange, der er optaget af at gøre en god figur og bliver fortvivlet, hvis de har gjort en dårlig figur. Måske skulle vi være fortvivlede uanset om vi gør en god eller dårlig figur.

Jeg vil fortælle om Søren og Maria, der begge har noget til fælles. Søren er opvokset i et pænt hjem, hvor man aldrig råbte ad hinanden. Selv om de var vrede på hinanden, opførte de sig altid pænt over for hinanden, tilsyneladende. Som teenager kom han hjem til den aftalte tid, var pligtopfyldende i skolen og trofast til fodboldtræningen. Han var venlig, velvillig og velfornøjet og var meget afholdt.

Så er der Maria. Hun er sjovere end Søren, og noget modigere. Hun siger ofte ting uden at have tænkt det fuldstændigt igennem, og det bliver  ofte både morsomt og befriende – nogle gange lidt pinligt. Maria ønsker at underholde sine omgivelser. Og det lykkes for hende. Det er aldrig kedeligt, når hun er i nærheden.

Søren og Maria er begge uhøjtidelige  og ingen har noget ondt at sige om dem. Men det underlige er, at  de med årene alligevel er blevet ganske venneløse. Vennekredsen fra skoletiden er smuldret. De mangler sådan set ikke noget. De har på mange måder et godt liv og det  er gået dem godt.

Søren og Maria, og tusindvis af andre mennesker, kæmper dagligt for: At gøre en god figur. Og det lykkes næsten altid for dem. Folk er glade for dem. De når deres mål.

Tilbage til ham foredragsholderen: Værre end at dø, er at opdage - at jeg i grunden ikke har levet, mens jeg har levet.

Pointen med livet er ikke, om du gør en god eller dårlig figur. Begge dele er lige tragiske, for figurer lever ikke. Du skal være menneske! En menneskesjæl trives bedst i en person, ikke i en figur. Du skal ikke bare gøre en god figur! Du skal heller ikke gøre en dårlig figur. Det er vigtigere, at du er en person. Jeg vil hellere være en rodet og kompliceret person, end en såkaldt vellykket figur. 

Vi vil gerne være et fællesskab, der består af levende, dampende, svingende mennesker, frem for at være et fællesskab af flotte vellykkede figurer. I løbet af de kommende måneder sætter fokus på fællesskaber, der består af levende mennesker. Vi vil ikke ”bare” være et fællesskab, men være et fællesskab der består af mennesker, med alt hvad det nu måtte indebære. 

Jeg har stor sans for fællesskaber, der består af mennesker, frem for flotte vellykkede figurer.

Velkommen indenfor!

John Lorenzen,
Præst i Saralystkirken, Kirke- og Kulturcenter