Koncert med pigekoret fra det Jyske Musikkonservatorium

Torsdag den 4. november kl. 19.30 slår Saralystkirken, Kirke- og Kulturcenter, dørene op for en komplet koncertoplevelse med pigekoret fra det Jyske Musikkonservatorium. Denne optræden er en skønsom blanding af sang, musik, fortælling og teater.

Koret opfører denne aften Steen Steensen Blicher historie, Røverstuen. Astrid Guldhammer, der er uddannet teaterlærer og arbejder som børnekulturkonsulent i Århus, fungerer som fortæller og Det Jyske Musikkonservatoriums Pigekor synger de indlagte sange.

Røverstuen er en storslået fortælling om kærlighed, forældreoprør og hjælpsomhed på tværs af sociale skel. Den er fuld af dramatik, med alt fra hemmelig kærlighed til spøgeri, flugt og ildebrand, krybskytter, en smuk frøken og hendes skrækkelige mor samt en ærlig officer og en pyntesyg junker. Under al dramatikken, og den veloplagte fortælling, ligger Blichers tro på ægte kærlighed og på respekten for det enkelte menneske uanset social status. Blichers tillid til Guds nåde og retfærdighed gennemsyrer hele fortællingen, uden at der på noget tidspunkt prædikes, og at en røverstue kan være en himmel under jorden, ja, det er ikke spor mærkeligt i den historie.

Det Jyske Musikkonservatoriums Pigekor, ledes og dirigeres af Helle Høyer, som siden 1986 har undervist studerende på konservatoriet i Århus i børnekorledelse. Koret vandt i år Sangerdyst fra Kyst til Kyst, så der venter publikum en helt særlig oplevelse når de ca. 30 sangere folder sig ud. De er hver især fortrinlige sangere og synger på et højt niveau. 

Musikken er skrevet af organist og komponist, Lars Sømod. Sangtekster er kreeret af digteren, Ingrid Mejer Jensen

Røverstuen er en historie og en koncertoplevelse for alle generationer:

Entrè ved indgangen 75 kr.

Inden koncerten kan man i KulturCaféen spise middag kl. 18.00 for kun 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn.  Bordbestilling på info@saralystkirken.dk eller tlf. 86 16 24 25.