I Saralystkirkens dør kan man blive budt velkommen af en nydelig herre med et venligt smil. Hans dialekt kunne lyde bornholmsk iblandet et par andre sprogtoner. Det er Frede Byg, 73 år, og aktiv i kirken.

Frede er gift med Christa og bor i dag i Solbjerg. Den tidligere skolelærer har tilbragt adskillige år i Tyskland med kulturformidling. At løse tråde og tilfældigheder kan danne et mønster i et menneskeliv, viser samtalen med Frede.

 - Jeg blev født i Thy, men kom som 1-årig til Bornholm, hvor min far var præst. Som 10-årig flyttede vi til Nordjylland, og som 15-årig tog jeg på kostskole i Rønde for at blive student.

Da den 15-års knægt for første gang havde taget bussen ind til gudstjeneste i Aarhus, blev han ønsket ”god søndag” af præsten og stod så tilbage og følte sig ”lost”. Men en ung mand, Thorkild, tog sig af ham, så Frede fik en tilknytning til byen og menigheden. Hos Thorkild fik gymnasieeleven sit andet hjem, så Frede opkaldte sin søn efter Aarhusianeren.

I 1960 blev Frede læreruddannet, aftjente sin værnepligt og tilbragte et år på bibelskole i Tyskland. Da han i 64 skulle arrangere en tysk ungdomslejr på Bornholm, blev han kærester med en ung tysk pige, Christa. De blev gift og bosatte sig i 1966 i Aarhus.

Frede var glad for at være lærer. Måske var hemmeligheden hans gode fortælleegenskaber. Han havde en opdigtet historie kørende, som fortsatte i det uendelige. Hvis han gik i stå, spurgte han bare eleverne: ”Hvad tror I så, der skete?” Og så var historien jo reddet!

Årene fra 69 til 71 tilbragte familien i en lille bygd på Grønland med deres to små børn. Udfordringerne under de lidt primitive forhold, svejsede Christa og Frede endnu tættere sammen og satte sig spor i deres liv.

I 1979 var der atter en ”løs tråd”, der udviklede sig til en linje i Fredes liv. Han sad og bladrede i en avis for at finde et job til sin nabo, da hans øjne faldt på et opslag: ”Leder af Det danske kulturinstitut i Tyskland”. Uden at Christa vidste det sendte Frede lidt på skrømt en ansøgning dagen før deadline. Men da han blev kaldt til samtale, måtte han jo gå til bekendelse, og den 1. august 1979 tiltrådte han stillingen i Dortmund, og parret flyttede med deres tre små børn.
- Jeg skulle bl.a. promovere dansk kultur i Tyskland gennem foredrag og kurser. Jobbet var utroligt spændende og førte til samarbejde med folk inden for politik, teater, pædagogik og mange andre områder.

Efter de første tre år vendte Christa hjem til Danmark med børnene. Det var meningen, at Frede skulle finde et passende job i Danmark, men da det ikke lykkedes, tog Christa til Tyskland igen med den 12-årige Anja. De to ældste børn blev i Danmark.

Christa blev  senere sekretær ved Kulturinstituttet. Det skete, at hun sendte en gæst ind til ”direktøren”. Denne kunne godt finde på at sige: ”Kom ud og hils på min sekretær, vi har tre børn sammen!”  En sjov episode, som viser noget om omgangstonen mellem ægteparret og Fredes humoristiske sans.

I 2003 vendte Christa og Frede atter tilbage til Danmark. De glædede sig bl.a. til at komme nærmere deres to børnebørn i Nordjylland. Men atter skulle Aarhus blive et omdrejningspunkt og en magnet for ægteparret. De fik en forespørgsel  fra Saronkirken og tog udfordringen op. Dermed blev de vigtige brikker i den proces, som førte til kirkesammenlægning og til dannelsen af Saralystkirken.

- Kirkesammenlægningen startede som et fornuftsægteskab, men udviklede sig til kærlighed, konstaterer Frede med et smil.
Frede og Christa er aktive med besøgstjeneste, praktisk hjælp og ikke mindst seniorarbejdet ”Imellem venner”,

Privat er ægteparret åbne og gæstfrie. De kan ikke skjule, at de har bevaret deres kærlighed til hinanden. Frede hjælper gerne med derhjemme både som ”køkkenskriver” og ”kok”.

- Jeg synes, at der ud af ”løse tråde” har dannet sig et mønster. Retningen mod målet har været der hele tiden, og vi er dybt taknemlige for det liv, Gud har givet os indtil nu.

Sagt af en mand, der har været vidt omkring, men som har bevaret en hel del dialekt fra sin barndoms klippeø!