Jeg møder Henriette i kirken en torsdag inden fællesspisningen, hvor hun er blevet ”fast inventar” sammen med sin trofaste følgesvend, hunden Bubber. Som altid har Henriette et glimt i øjet og en frisk bemærkning på læben. Henriette Frandsen, 50 år, fremtræder i dag som et positivt og engageret menneske. Utroligt, når man først har fået kendskab til hendes barske livshistorie.

Hvad er vigtigt i dit liv?
- At tro på Jesus og komme i et kristent fællesskab, hvor der er nogen, som kan løfte én op, og som man også kan stå sammen med, når de har brug for det.

Henriette tilbragte sit første år på et spædbørnehjem i Fredensborg, hvorefter hun kom på børnehjem ”ovre i Jylland”.

- Der blev stillet en masse krav, det var kæft, trit og retning, fortæller Henriette. Eneste lyspunkt var en assistent, som i bogstaveligste forstand gik ned på knæ og legede med os og læste historier for os.

Da Henriette blev 12 år, kom hun i pleje hos forstanderinden, som gik på pension. Henriette oplevede de følgende 5 år som en tid, hvor hun fik følelsen af ikke at du til noget, ikke at kunne noget, ikke at være elsket! Ud over at slås med disse følelser fik Henriette som 18-årig yderligere en byrde at bære på: hun fik stillet diagnose på en sygdom, som lægerne fortalte, hun ville dø af, inden hun fyldte 30 år.

Hvordan tackler du din sygdom?
- Jeg lægger hver eneste dag tingene over til Jesus, og når jeg har meget ondt og er ked af det, hjælper han mig med at bære mine smerter. Da jeg fik stillet diagnosen, kom jeg jo til at tænke på en lidt anden måde, end teenagere normalt gør. Men kort efter mødte jeg heldigvis nogle kærlige kristne og gav mit liv til Jesus.

Hvordan er du blevet så positivt et menneske, som du virker til at være i dag?
- Det har været en lang proces og det er faktisk først inden for de sidste 4-5 år, der er kommet et gennembrud. Jeg følte et dilemma mellem ”hvide løgne” og det at være en positiv og glad kristen. Men det var godt at finde ud af, at man som kristen kan være ærlig omkring problemer og sygdom og samtidig holde fast ved håbet, troen og glæden ved livet.

Som om Henriette ikke havde nok at slås med, mistede hun for 1½ år siden sin søn, Magnus, som kun blev 15 år. Han led af samme sygdom som sin mor, men var hårdere angrebet. Selvom Magnus boede hos sin far, var han og Henriette nært knyttede til hinanden. De sidste ord, Henriette sagde til Magnus, var: Husk, mor elsker dig, og Jesus passer på dig – altid!

- Det sagde jeg, hver gang han skulle hjem til sin far. Selvfølgelig savner jeg ham, men jeg ved, han er dér, hvor det er bedst!

En anden proces, Henriette har været igennem, har handlet om at kunne tilgive. Først da hun var omkring de 40, begyndte hun at kunne snakke om, hvad hun havde været udsat for på børnehjemmet: misbrug af både den ene og den anden slags. Hun har skældt ud og fået afløb for sin vrede, men er også med Guds hjælp blevet i stand til at tilgive.

- Det er vigtigt at huske på, det er i orden at være vred på Gud. Skæld ud på ham, når livet er svært. Han forstår udmærket din vrede og frustration; men husk også at takke ham, når livet er skønt. Mange glemmer at takke Gud. Også for de ”små” ting som at kunne høre, tale, være bevidst om sine omgivelser og i det hele taget at nyde livet her og nu!

Henriette er bevidst om at vende sine egne oplevelser til noget positivt for andre; f.eks. for folk, der står i en sorg eller har et andet problem.

- Nu tør jeg række ud og sige: Det er hårdt lige nu, men der er stadig et håb. Når man rækker ud til andre, glemmer man de ting, man selv døjer med!

Henriette har altid sin hund, Bubber, ved sin side. Han er hendes ”forlængede arm”, som samler ting op, hjælper med af- og påklædning og fungerer som både hendes hænder og ører. I ugens løb dukker det ”uadskillelige” par bl.a. op på Lokalcenteret i Holme, hvor Henriette har en god kontakt med folk. I kirken ses hun i gospelkoret, til KulturCaféen hvor der er fællesspisning og gudstjenester. Hun er faktisk også med i en smårguppe...

Hvis man ser på Henriettes Facebookprofil, er der ærlige, men også kærlige ord fra et menneske, der har fundet styrken i troen på Jesus. Nogle dage udtrykker Henriette begejstring over bl.a. solen og foråret, der er på vej. Andre dage står der, hun bliver under dynen pga. smerter, men hun har altid et opmuntrende ord! Og hendes humor skinner igennem!

Man lades ikke uberørt efter en samtale med Henriette om hendes livshistorie. Og man kan ikke lade være med at tænke:

Den kvinde er et mirakel i sig selv!