Jens Nørholm med den gode tenorstemme og guitar leder jævnligt den rytmiske musikgruppe i Saralystkirken.

Jens, 39 år, er gift med Inger, der er pædagog.  Han er oprindelig tømreruddannet, men læste senere til bygningskonstruktør. I mellemtiden var der dog nogle drømme, som skulle udleves.

”Ja, jeg forsøgte mig i seks år som selvstændig sælger,” fortæller Jens. ”Det var sjovt i begyndelsen, men efter kartoffelkuren, blev det sværere. Det gode ved det var, at jeg solgte reklameartikler om sommeren, og om vinteren var Inger og jeg ”skibumser” i Østrig. Hun arbejdede på restaurant, og jeg lavede skiservice i en sportsforretning. Resten af tiden stod vi på ski og havde en pragtfuld tid, hvor vi nød friheden.”

Det unge par kørte for det meste off-piste, og mere end én gang, var de ude i farlige situationer, hvor de følte, at der var én, som holdt hånden over dem. Efter syv år i tosomhed fik Jens og Inger deres tvillingedrenge, Marius og Albert.

”Det var helt overvældende, men også hårdt at få to på én gang, oven i købet med kolik. Men jeg ville ikke have været det foruden. Man finder jo ud af at arrangere ”skifteholds-arbejde” for at få tingene til at glide. Til gengæld er det nu blevet nemt at passe dem, fordi de jo altid har en legekammerat ved hånden.”

Drengene skal til august starte i hver sin 1. klasse, fordi det er vigtigt for forældrene, at de har hvert sit liv. Da tvillingerne var knapt et år,  købte ægteparret en ”gammel skrotbunke” af et hus, som de rum for rum begyndte at få bragt i orden. Jens havde fået job som bygningskonstruktør, men skulle lige have lavet noget finish på huset, da katastrofen indtraf.

 ”Jeg havde gået med en gevaldig hovedpine, men vagtlægen sagde, at jeg bare skulle sove til næste dag. Da hovedpinen fortsatte, kørte Inger mig til hospitalet. Jeg vaklede ind til receptionen og blev omgående indlagt. Diagnose: meningitis!”

Efter en uge på hospitalet udskrev Jens sig selv. Der var jo et helt nyt job som bygningskonstruktør, der lå og ventede på ham. Han ringede og sagde til arbejdsgiveren: ”Jeg kommer om 14 dage!” Men der gik  to år, før Jens var klar. I mellemtiden måtte han skippe den nye stilling. På et tidspunkt forsøgte han at arbejde fuldtids, men måtte konstatere, at han ikke havde kræfterne til det.
Hospitalet manglede kendskab til de mén, der kan være følgen af meningitis. Men heldigvis dukkede der en ”Guds engel” op.

”Det var en læge, som selv havde været syg, og som forskede i mén efter forskellige sygdomme. Jeg blev sendt til neurologisk afdeling, og det blev konstateret, at et område i hjernen, var blevet beskadiget. På Hjerneskadecenteret fik jeg redskaber til at lære at tackle min situation og kende mine grænser.”

Det har været et problem for Jens, at man ikke kan se på ham, at han fejler noget - lige som en fugl, der har fået stækket sine vinger. Men heldigvis har Jens en fantastisk støtte i Inger, der kender ham så godt, at hun kan se, hvad problemet er.
Jens kom på fleksjob inden for sit fag, hvor han nu arbejder som energikonsulent.

Føler du, at Gud har svigtet dig?
”Nej, jeg er bestemt ikke bitter på Gud. Den slags ting sker, og det ramte uheldigvis  mig. Jeg er blevet mere forstående over for andre, som har en sygdom at slås med. Det er en fantastisk storslået verden, Gud har skabt til os, og det er den stadig på trods af, at jeg har været syg. Mit sygdomsforløb har ikke gjort mig mindre taknemmelig for livet … tværtimod!”

Når Jens Nørholm står på podiet og leder lovsangen, virker han som en taknemmelig mand, der har fundet balancen i livet. Om musikken siger han:
”Lovsang er for mig en bøn til Gud med melodi på. Det er fantastisk at kunne udtrykke sine følelser gennem sang og musik!”

Èn fremtidsdrøm, som Jens og Inger har, er en dag at sælge huset, tage orlov og rejse på oplevelse i verden sammen med deres drenge. Smage lidt af den frihed igen, som de oplevede som ungt par!