Burma

En af de store missionsudfordringer i vores verden i dag er hjælp til dem, der lider på grund af væbnede konflikter.


Saralystkirken er engageret i et sådant arbejde blandt etniske grupper i grænseområdet mellem Thailand og Burma. Massakrer på civile, nedbrændte landsbyer, ødelagte kirker, torturerede børn og voksne, tvangsforflyttelser og tvangsarbejde – sådan fortæller rapporterne fra de etniske grupper, og tusindvis af især kvinder og børn søger ly i en af de mange flygtningelejre på den thailandske side af grænsen. 

De burmesiske diktatorer bruger hæren til en etnisk udrensning blandt de forskellige stammegrupper. Mange flygter over grænsen til Thailand, mens andre gemmer sig i junglen. Arbejdet består af en vifte af forskellige tiltag. Et af devigtigste områder er uddannelse af team, de såkaldte ”Free Burma Rangers”, der bringer hjælp og håb til de mange, der gemmer sig i junglen som flygtninge i deres eget land. 

I hvert team er der en sygeplejerske, og andre team-deltagere er også uddannet til at klare førstehjælp, nødtandpleje, lægehjælp mv. Desuden bringer teamene forsyninger og materialer til børns undervisning, og ved hjælp af økonomisk støtte uddeles undervisningsmaterialer, salmebøger og bibler. Hvert team har også en præst eller evangelist, som forkynder Guds Ord, og sammen lovsynger de Gud dybt inde i Burmas jungle.  

Lederuddannelse er en vigtig del af arbejdet. Der afholdes kurser og seminarer både i flygtningelejrene og ved samlinger for etniske ledere. Det er vigtigt, at de unge får en lederuddannelse, og dette arbejde styrkes af produktionen af tusindvis af kassettebånd på 17 forskellige stammesprog.

For at give dem et talerør til verden afholdes der årligt et mediekursus, hvor deltagerne udarbejder pressemeddelelser og producerer radioudsendelser til BBC og andre internationale radiostationer. Der foregår også en stor informationsformidling til politiske ledere rundt omkring i verden om situationen i Burma.

Se mere på www.freeburmarangers.org