Global Care

Global Care formidler fadderskaber, arbejder med udviklingsprojekter og yder nødhjælp i 10 forskellige lande.


Saralystkirken har oprettet fonden ”Global Care”, der udfører et selvstændigt almennyttigt og humanitært hjælpearbejde. Global Care udfører sit arbejde i samarbejde med Kinderhilfswerk Global-Care i Tyskland.

Formålet
Som en kristen hjælpeorganisation vil vi efterleve det bibelske bud om næstekærlighed. Vi betragter alle mennesker som Guds skabning, med ret til et værdigt liv. Social retfærdighed er ikke udelukkende en politisk eller filosofisk ide, men Guds fordring til menneskene. Fondens formål er uafhængigt af religiøse, politiske og etniske forhold at hjælpe nødlidende børn over hele verden, der uden hjælp udefra vil mangle de mest basale livsfornødenheder til en sund opvækst, udvikling og uddannelse. Derved ønsker fonden at fremme den mellemfolkelige forståelse ud fra et kristent livssyn.

Fondens formål fremmes ved fadderskaber, frivillige bidrag og gaver samt gennem bidrag fra legater, fonde eller andre offentlige tilgængelige midler.

Vi ønsker at fremskaffe finansiering til gennemførelse af bæredygtige projekter indenfor viden, uddannelse, medicin og forbedring af levevilkår i lokalområder. Målet er hjælp til selvhjælp.

Bliv Fadder
I mange lande i Afrika, Asien og Sydamerika lider især børn under katastrofale livsbetingelser og alt for mange af dem når ikke engang voksenalderen. I kampen mod fattigdommen er børnene vores eneste mulighed for at opnå en vedvarende ændring. 

Hvis vi forsømmer børnene, forsømmer vi ikke kun børnenes fremtid, men alle menneskers fremtid. Derfor arbejder vi i Global Care med fadderskaber. 

Børn har brug for:
•    En omsorgsfuld person
•    Tilstrækkelig ernæring og rent drikkevand
•    Medicinsk behandling
•    En skole- og faguddannelse
•    Beskyttelse mod misbrug, vold og udnyttelse.

Ved hjælp af personlige fadderskaber på hver 200kr om måneden, drager Global Care i øjeblikket omsorg for 3500 børn rundt om i verden. 

Børnene har behov for muligheder og chancer. Hjælp os med at hjælpe dem. 
Vi takker på børnenes vegne.

Din indsats kan forandre et barns nutid og fremtid. Bliv sponsor og tegn et fadderskab. Læs mere om den internationale indsats på www.g-care.dk

I dette arbejde går hjælp, næstekærlighed og mission op i en højere enhed, og således opstår der nye menigheder i kølvandet på hjælpearbejdet.